Rune fik en chance, der ændrede hans liv

For et år siden sad han isoleret hjemme hos sig selv. Nu gør 26-årige Rune Vistesen gavn som ansat i en virksomhed, der har brug for arbejdskraften.

26-årige Rune Vistesen er fuldt koncentreret, mens han fodrer ”høvlen” på Frøslev Træ med nye brædder. Hurtigt og målbevidst bevæger han sig rundt om maskinen, mens han tjekker, at alt kører, som det skal. Det gør det. Han sender et glad smil til TV SYD’s fotograf gennem larmen og er straks videre i arbejdet.

For halvandet år siden så tilværelsen anderledes ud for den nu 26-årige mand. Han var på kontanthjælp, sad derhjemme og lavede ingenting. Bange for at gå ud blandt mennesker.

Dét ændrede sig, da han gennem projektet ”Unge på Toppen” fik en praktikplads hos virksomheden ”Frøslev Træ” i foråret 2017. En praktikplads, som tre måneder senere blev vekslet til et fast job i virksomheden.

quote

Når det lykkes, så lykkes det rigtig godt, og vi får topmotiverede medarbejdere ud af det, som vi forventer at kunne have ansat mange år frem.

Jørgen Johansen, produktionschef og COO, Frøslev Træ.

- Første gang jeg så Rune, tænkte jeg: Der er lang vej! Men Rune er blevet rigtig god. Han har rykket sig noget så gevaldigt fra den dag, han startede til i dag, siger teamleder Preben Clausen til TV SYD.

En kæmpe succes

Projekt ”Unge på Toppen” er et samarbejde mellem Aabenraa Kommune og en række lokale virksomheder.

Målet med projektet er at få unge på kontanthjælp i uddannelse eller i arbejde gennem fysisk træning og en praktikplads.

Projektet kører for andet år i træk. Og det har virket.

- Det startede med 19 unge sidste år og samtlige 19 unge er stadig selvforsørgende et år efter, og det er jo en kæmpe succes i sig selv, siger produktionschef hos Frøslev Træ, Jørgen Johansen, til TV SYD.

Frøslev Træ har 110 medarbejdere og ansatte for snart et år siden to praktikanter fra "Unge på Toppen" i faste stillinger.

- Det positive er, at når det lykkes, så lykkes det rigtig godt, og vi får topmotiverede medarbejdere ud af det, som vi forventer at kunne have ansat mange år frem, siger Jørgen Johansen.

- Rune fortalte os i sidste uge, at han forventer, han skal pensioneres fra Frøslev Træ, og det håber vi jo også på, så det ville være fantastisk, hvis det kunne lade sig gøre, siger Jørgen Johansen til TV SYD.

Regler står i vejen

Specielt nu, hvor der er højkonjunktur, er det vigtigt for virksomhederne at få så mange som muligt ud på arbejdsmarkedet. Især i en landsdel, hvor det er svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft. 

quote

Jeg er overrasket over det ejerskab, de unge har fået omkring virksomheden efter de er blevet ansat. Det er som om, de føler, de er blevet en integreret del af både virksomheden og af familien, og det er de så afgjort også.

Jørgen Johansen, produktionschef og COO, Frøslev Træ.

- I en højkonjunktur kan det være svært at finde den rigtige type medarbejdere i ”Udkantsdanmark” - eller hvad man nu kalder det - og så er det bare at få det prøvet af og se, om livremmen ikke holder. Og det har vi erfaret, at det gør den, og det er også derfor, vi er gået med i projektet igen i 2018, siger Jørgen Johansen til TV SYD.

Succesen i projekt ”Unge på Toppen” får DI til at opfordre til, at flere unge - som af en eller anden grund ikke er kommet i gang med en uddannelse - skal have tilbud om et job. Men i dag står reglerne i vejen for det.

Ifølge DI er 36.000 unge på den såkaldte ”uddannelseshjælp”, og de kan ifølge loven ikke blive erklæret parate til at tage et job, kun til at tage en uddannelse. Det skriver DI Business.

– Mange af de unge er kørt trætte i skolesystemet. Når samfundet så i den bedste mening siger til dem, at de burde tage sig en uddannelse, fører det ikke nogen steder hen, fordi de unge kan slet ikke overskue tanken om at skulle tilbage på skolebænken. Derfor mener vi, at det er bedre at hjælpe dem i arbejde – måske det også er vejen til, at de på sigt får lyst til at uddanne sig, siger arbejdsmarkedspolitisk chef i DI, Steen Nielsen, til DI Business.

Hos Frøslev Træ kan de bevidne, at praktik kan bane vejen for en uddannelse.

En ung praktikant, som startede i virksomheden for tre måneder siden i projekt "Unge på Toppen", vender i aften hjem fra Skagen efter det cykelløb, der er en del af projektet, og når han kommer hjem, ligger der en læreplads-kontrakt klar til underskrift.

- Vi mangler en lager- og logistikelev, og derfor lavede vi en aftale med ham om, at hvis han kunne bevise, at han kunne fuldføre det her projekt og vise, at han kunne møde hernede hver dag, så var vi klar med en læreplads. Og det er vi, siger Jørgen Johansen til TV SYD.