Rutefly måtte vende om med revnet rude

Et rutefly på vej fra Billund Lufthavn til Oslo måtte mandag morgen vende om og sikkerhedslande med en revnet rude.

Der var 29 passagerer ombord på flyet. Sikkerhedslandingen skete på grund af en sprække i en rude i cockpittet. Flyet tilhører Sun-Air, der flyver mellem Billund og Oslo for British Airways.

- Vi har haft en sikkerhedslanding. Den var udramatisk. Proceduren er, at hvis kaptajnen opdager noget, der ikke er, som det skal være, så vender han tilbage. De protokoller, der er på området, blev fulgt, og vi har ikke haft forsinkelser på baggrund af det, siger adm. direktør i Billund Lufthavn Jan Hessellund til DR P4 Trekanten.

Trekantbrand blev kaldt til stedet for en sikkerheds skyld.

Kristian Tvergaard, der er kommerciel direktør i Sun-Air, fortæller, at der var tale om en meget udramatisk episode.

- Vi har vores værksted i Billund Lufthavn, og der skifter vi nu ruden, siger han til DR P4 Trekanten.

De berørte passagerer kom afsted til Oslo med et andet Sun-Air-fly.