Har altid følt sig speciel og udenfor – men som spejder er han en del af et fællesskab

Ryan Lindahl Christensen vil lægge vægt på mangfoldighed, når han skal være med til at udvælge de nominerede til Fantastiske Fællesskaber i Syd- og Sønderjylland.

Ryan Lindahl Christensen fra Vojens har altid følt sig lidt "til side" og speciel, som han selv formulerer det.

Og for ham betyder det at være spejder, at han faktisk føler sig som en del af et fællesskab - et fællesskab, som han bruger 12-15 timer på om ugen.

Derfor er han også den helt rigtige person til at udvælge de nominerede til Fantastiske Fællesskaber 2019.

- Som dommer vil jeg lægge vægt på, at de Fantastiske Fællesskaber kan rumme mangfoldigheden. Fællesskaber kan være afgørende for, at vi alle sammen føler os noget værd, siger Ryan Lindahl Christensen, som du kan møde i videoen øverst i artiklen.

Ryan Lindahl Christensen har været spejder i 30 år af sit 37-årige liv.
Ryan Lindahl Christensen har været spejder i 30 år af sit 37-årige liv.
Foto: Nicolai Reinhold, TV SYD

Udover hans rolle som distriktchef og bestyrelsesmedlem i den lokale spejdergruppe rækker Ryan Lindahl Christensens spejderaktiviteter også ud over Danmarks grænser.

Lige nu er den 37-årige "spejderman" aktiv i et internationalt spejderpartnerskab i Tunesien, som hedder Future Leaders og blandt andet fokuserer på antiradikalisering.

TV SYDs jury består af:

  • Ryan Lindahl Christiansen, frivillig ildsjæl og spejder
  • Sofia Borregaard Christiansen, frivillig ildsjæl og leder på Teaterskolen Dorothea
  • Betina Bendix, direktør for TV SYD
  • Peter Giacomello, sekretariatschef hos Tuborgfondet

Præmien er på 100.000 kroner

Fantastiske Fællesskaber er et projekt, som hylder eksisterende fællesskaber - og forhåbentlig inspirerer til at skabe nye.

Det er et koncept, som er skabt i samarbejde mellem TV 2s regioner, Lokale og Anlægsfonden, Tuborgfondet og Made By Us.

Sidste år var det vikingerne fra Jels Vikingespil, der løb med sejren og prisen på 50.000 kroner. I år er der - udover titlen - 100.000 kroner på højkant.

Er du en del af et fantastisk fællesskab i Syd- og Sønderjylland, kan du tilmelde dig her. Tilmeldingen lukker 18. september 2019.