Ryanair aflyser Billund-fly

Ryanair aflyser over 60 danske flyvninger i den kommende måned. Der er to aflyste flyvninger fra Billund Lufthavn.

Hvis du skal til Stansted lufthavn i London på torsdag d. 21. september med Ryanair, er det en god ide at tjekke, om dit fly er aflyst.

Ryanair har valgt at aflyse omkring 2000 afgange frem til slutningen af oktober. Heldigvis for de Syd- og Sønderjyske flypassagerer er der kun to aflyste afgange fra Billund Lufthavn, skriver lufthavnen på sin hjemmeside. Den ene afgang er på torsdag. Her er tale om rutenummer FR5172/5173. Den anden var en flyvning mellem Billund og Pisa søndag d. 17. september.

De mange aflysninger har fået Ryanair til at udsende en mail til sine kunder med en undskyldning. Mailen er underskrevet af koncernchef hos Ryanair Michael O'Leary, og i mailen opfordrer han til, at kunder, hvis flyvning er aflyst henvender sig til flyselskabet, og så vil man forsøge at booke dem på en lignende flyvning den samme eller den efterfølgende dag.