Ryanair lukker 12 ruter i Billund til vinter

Lavprisselskabet Ryanair halverer antallet af ruter og lukker 12 ud af 21 ruter i Billund til vinter.

Ryanair er kendt for at reducere kraftigt i trafikken om vinteren, fordi selskabet flyver til mange destinationer i det sydlige Europa, hvor det er køligt fra efteråret og frem til foråret, men det var alligevel ventet, at Billund kunne bevare flere af ruterne i de kolde måneder, efter at Ryanair har etableret sig med egen base.

- Vi havde håbet, at Ryanair ville flyve mere fra Billund om vinteren, men det er ikke uventet, at selskabet skærer ned, siger Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn til Jyllands Posten.

Sidste vinter blev en stor del af flyflåden parkeret i hangarer, fordi det er billigere end at flyve med halvtomme fly.