Rygeforbud i Kolding Kommune: Her er erfaringerne fra Fredensborg

Fredensborg Kommune var den første til at indføre et rygestop. Siden da er over 30 kommuner fulgt med.

For syv år siden blev den sidste smøg røget på de kommunale arbejdspladser i Fredensborg Kommune. 

Kommunen var den første i Danmark til at indføre et rygestop på dens arbejdspladser, og siden da er 32 kommuner landet over fulgt med samme udvikling.

Nu er turen så kommet til Kolding Kommune.

I dag blev det besluttet, at det skal være forbudt at ryge i arbejdstiden og på kommunens områder fra 1. august i 2020.  

Da Fredensborg Kommune i sin tid valgte at indføre et rygestop, blev det modtaget med blandede følelser. Men i dag er beslutningen blevet en naturlig del af hverdagen, fortæller kommunaldirektøren, Kim Herlev Jørgensen.

- Vores erfaring er kun positiv. Selvfølgelig var der medarbejdere, der syntes, det var for meget, og som mente, det var et overgreb. Men det viste sig, at der overordnet set var en bred interesse for rygepolitikken, siger Kim Herlev Jørgensen.

Det handler om sundhed

For Fredensborg Kommune var en ny rygepolitik hverken et spørgsmål om at effektivisere eller et spørgsmål om, at de ansatte brugte for tid på at ryge.

Men det var et spørgsmål om de ansattes sundhed, der fik kommunen til at indføre et rygestop. 

- Dengang vi tog diskussionen, tog vi sundhedsperspektivet på det, fordi vi ikke som offentlig institution skal acceptere røg i arbejdstiden, når vi ved hvor sundhedsskadeligt, det er, siger Kim Herlev Jørgensen.

Det er ikke kun i Kolding Kommune, at de ansatte snart skal vænne sig til en ny virkelighed. Yderligere fem kommuner i TV SYDs sendeområde er på vej med et rygeforbud i 2020. Det gælder Haderslev, Vejen, Varde, Sønderborg og Billund.