Rygter om kup i Fredericia

Igen er der optræk til parti-politisk ballade i Venstre. En hel flok nye VU-medlemmer indgår i spekulationer om magtkamp.

Fredericia Dagblad oplyser i dag, at medlemstallet i partiet nærmest er eksploderet. Nu er der over 500 medlemmer, og mere end en femtedel af dem har forbindelse med Venstres Ungdom

Borgmester-stolen vakler

I løbet af de seneste uger har VU dermed fordoblet antallet af medlemmer. Det har styrket den fløj af partiet, der bakker op om tidligere borgmester Thomas Banke, og nu vakler stolen under borgmester Kenny Bruun Olsen. På tirsdag er der opstillingsmøde hos venstre i Fredericia, og det bliver den lejlighed, hvor ungdoms-fløjen vil markere sig, noterer Fredericia Dagblad.

Nye medlemmer i en fart

I partiet har det vakt en del interesse, at VU fik 39 indmeldelser på tre timer.

- Det er godt at få nye medlemmer, men det skal ske ordentligt, siger venstre-formand Joe Andersen, til Fredericia Dagblad. Han frygter, at det bliver stemmerne fra VU og fra de nye medlemmer, der kommer til at afgøre valget, og det vil blive til fordel for Pernelle Jensen, der bakkede tidligere borgmester Thomas Banke op.

Vanvittigt!

Venstre har ikke alene en liberal politik, men også en liberal holdning til stemmeret. Medlemmer, som ikke er konfirmeret, har også stemmeret. Alle stemmer er lige, forklarer Joe Andersen. Selv medlemmer på 12-13 år kan være med til at bestemme, hvem der skal være borgmester-kandidat.

- Det er helt vanvittigt, for de har jo ikke en gang stemmeret til kommunal-valget, siger Joe Andersen. Han fortæller, at han er i gang med at skrive breve til landsorganisationen for at gøre opmærksom på problemet, for det bør løses, siger han til Fredericia Dagblad.

Måske ramler det hele

På opstillingsmødet er der to kandidater udover den siddende borgmester, nemlig Pernelle Jensen og Christian Jørgensen.

Joe Andersen lægger ikke skjul på, at han for partiets skyld håber, at valget falder på enten Kenny Bruun Olsen eller Christian Jørgensen, for hvis det bliver Pernelle Jensen, så er der risiko for, at partiet falder fra hinanden.