Sætter alkometer-plakater op overalt

Sommertiden er desværre sæson for spritkørsler og for ulykker med sprit indblandet. Derfor indledes en kampagne med 5000 plakater med et alkometer. Og politiet har tænkt sig at være flittige med de rigtige alkometre.

Bl.a. i Esbjerg kommune, hvor udvalgsformand Anders Kronborg støtter kampagnen:

- På solrige sommerdage er der mange impulsive sammenkomster, hvor man lige nyder et par genstande. Det kan være efter arbejde, med vennerne, på stranden, til byfester eller til en grillmiddag.

Spritulykker fordelt på politikreds:

Dræbte og alvorligt tilskadekomne i spritulykker med en spirituspåvirket fører, 2009 - 2013
  • Bornholm: 16.
  • Fyn: 128.
  • Københavns Vestegn: 44.
  • København: 65.
  • Midt- og Vestjylland: 212.
  • Midt- og Vestsjælland: 81.
  • Nordjylland: 181.
  • Nordsjælland: 58.
  • Syd- og Sønderjylland: 118.
  • Sydsjælland og Lolland-Falster: 112.
  • Sydøstjylland: 106.
  • Østjylland: 113.
Kilde: Vejdirektoratet

- Desværre er der mange, som glemmer at aftale på forhånd, hvordan de kommer sikkert hjem, når der er kommet mere end en genstand inden for vesten, siger han.

I hver fjerde dødsulykke er der sprit indblandet. I Syd- og Sønderjylland er der på fire år sket over 200 spritulykker, viser en statistik.

I hele landet har 219 mennesker mistet livet og 1266 er kommet alvorligt til skade i spritulykker på vejene fra 2009 til 2013, viser tal fra Vejdirektoratet.

I forbindelse med kampagnen indgår nogle kampagnefilm, som kan ses på www.sikkertrafik.dk og på www.facebook.com/stopspritkoersel.

Flere links:

Om spritulykker i trafikken

  • 97 % af danskerne tager afstand fra spritkørsel.
  • Ni ud af 10 spritbilister er mænd.
  • Spritulykker sker oftest fredag, lørdag og søndag aften eller nat.
  • Det er typisk biler eller knallerter, der er involveret i spritulykker.
Kilde: Vejdirektoratet og Rådet for Sikker Trafik