SønderjyskE stadig sidst

I superligaen i fodbold tabte SønderjyskE søndag eftermiddag fjerde kamp i træk og ligger isoleret på sidstepladsen efter kampen i Aalborg mod AaB, der vandt 2-0.

På tre minutter i midten af 2. halvleg i kampen på Aalborg Stadion lykkedes det AaB at score to mål. Først var det sønderjyske forsvar så venlige at lave et selvmål.

Og kort efter begik Florian Hart straffespark, som AaBs Kasper Kusk sikkert omsatte til AaB-sejr på 2-0.

Holdet har lukket 25 mål ind i de første 13 kampe af Superligaen, og det er simpelthen for mange, mener Sønderjyskes træner Lars Søndergaard.

- Vi er nødt til at blive bedre rent defensivt. Vi har det dårligste forsvar i ligaen - i hvert fald statistisk - og det må vi stramme op på, siger Lars Søndergaard til Ritzau.

Han kan se de oplagte nedrykningskandidater - oprykkerne - FC Vestsjælland og Viborg FF være henholdsvis seks og ni point foran Sønderjyske, men det gider han ikke at spekulere på.

- Det kan godt være, at det har været noget, vi tænkte på. Men i vores situation må vi kigge på os selv og skaffe nogle resultater. Hvis vi kiggede på de andre resultater, vil vi få det ene hug efter det andet.

- Det er kun os selv, det handler om, det bliver skåret ud i pap, når man taber nogle kampe i træk og ligger dernede, som vi gør nu, siger Lars Søndergaard.

 

Kampfakta:

AaB-SønderjyskE 2-0 (0-0).

1-0 Florian Hart (69. minut/selvmål). 2-0 Kasper Kusk (72. minut/str.).

Tilskuere: 5.469.