Valgkamp: S afviser SF's pædagog-krav

SF kræver over 400 nye pædagoger i Syd- og Sønderjylland. Socialdemokrater afviser ultimative krav.

Torsdag kom SF med et ufravigeligt krav til en ny rød regering. Partiet vil have minimumsnormeringer i alle landets daginstitutioner. 

- Hvis vi havde minimumsnormeringer, ville det betyde rigtigt meget for børn i kommuner som Esbjerg, Haderslev og Vejle. Som byrådsmedlem ved jeg, at kommuneøkonomien er så stram i disse år, at selv om kommunerne gerne vil gøre det så godt, de kan, for børnene, så har de ikke økonomien til det. Derfor kræver det handling fra Christiansborg, siger Karina Lorentzen (SF), som er spidskandidat i Syd- og Sønderjylland. 

419 flere

SF ønsker normeringer, som ifølge partiet vil give 419 flere pædagoger på fuld tid i Syd- og Sønderjylland. Det ville blandt andet give 132 flere pædagoger i Esbjerg Kommune. Men kravet får en blandet modtagelse fra det mangeårige socialdemokratiske folketingsmedlem Henrik Dam Kristensen.

quote

Der mangler hænder i daginstitutionerne, og det fremgår også af vores økonomiske politik. Men vi er betænkelige ved minimumsnormeringer.

Henrik Dam Kristensen (S), folketingsmedlem fra Vorbasse. 

- De seneste fire år er antallet af børn og ældre steget, men bevillingerne er ikke øget. Der mangler varme hænder, og det fremgår også af vores økonomiske politik. Men vi er betænkelige ved at indføre minimumsnormeringer, for minimum kan sagtens blive til maksimum. Desuden mener vi, at vi primært skal lade byrådene tage de beslutninger, siger Henrik Dam Kristensen til TV SYD.

Træt af ultimative krav

Han mener, at ultimative krav er en skidt start på et politisk samarbejde. 

- Der er allerede så mange ultimative krav fra forskellige partier, at man skal tænke sig godt om. I Danmark har vi jo tradition for at lave brede forlig, som alle kan se sig selv i. Det er svært, hvis der er mange ultimative krav, siger Henrik Dam Kristensen til TV SYD.