TV der bevæger dig

S-forslag: Mere natur til danskerne

Troldhede stien slutter brat. Det skal være slut.

Midt i en valgkamp, hvor millionerne fyger gennem luften, kaster Socialdemokratiet nu træer ind. Et fem-punkts program skal skaffe mere natur til landet

Ikke kun mere natur er på programmet, men også flere danskere ude i den. Derfor er et af punkterne i Socialdemokratiets nye naturudspil flere vandrestier.

- Vi ønsker at binde landet sammen med en række lange vandreruter, fortæller folketingskandidat for Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen, til TV SYD i dag.

- Nu står vi på Troldhedestien, der er en fin vandresti. Men når man kommer ud til Ferup, så holder stien op, og hvad så. Troldhedestien kunne sagtens forlænges og forbindes med for eksempel Hærvejstien, siger Finn Dahl fra Dansk Vandrelaugs Koldingafdeling.

Troldhedestien ligger på den hedengangne Trolhedebane, en jernbanestrækning, der blev nedlagt i 1968. Faktisk arbejder lokale borgere allerede på at forlænge den fra Ferup til Jordrup, men den kommer ikke til at følge jernbanen, delvist på grund af modstand hos dem, der ejer jorden.

- Det er klart, at der kan komme udfordringer med lodsejere og landmænd, men det er vigtigt, at forberedelsen af vandreruterne sker i et tæt samarbejde mellem lodsejere og brugere, siger Christian Rabjerg Madsen.

Overnatning på vej

Et andet problem er, hvor man så skal overnatte. Flere af herbergene på Hærvejen har haft svært ved at få det til at løbe rundt.

- Hvis vi får åbnet landskabet op, så tror jeg også, at flere vil se en interesse i at skabe infrastruktur. Vi vil også sætte penge af til at bygge shelters ved de nye stier, fortæller Christian Rabjerg.

Og det behøver såmænd ikke at blive så dyrt.

- Vi behøver jo ikke sådan en fin bred sti som Troldhedestien, en simpel trampesti, hvor to mennesker kan gå side om side, er nok, siger Finn Dahl fra Kolding Vandrelaug.

Læse om alle fempunkter i Socialdemokratiets naturudspil herunder.

Mere natur i 5 punkter

1. Der skal etableres 15 vilde naturparker, hvor træerne ikke fældes, dyrkes eller i det hele taget forstyrres, så naturen passer sig selv.

2. 75.000 hektar urørt skov. Så meget skov skal passe sig selvl. Det er 6 gange så meget som i dag.

3. Mere natur tæt på byerne. Der skal plantes skove tæt på byerne for at øge livs og vandkvalitet i byerne.

4. Der skal være lange sammenhængende vandreruter, der kan få flere ud i naturen.

5. Bedre adgangsforhold. Det skal være lettere at komme til naturen og det skal ikke være muligt for private lodsejere at spærre adgangen til for eksempel stranden.

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App