S om medieudspil: Det går ud over det regionale indhold

Medieordfører Mogens Jensen (S) synes, at regeringens medieudspil er trist og meget lidt visionært.

- Det betyder en kæmpe nedskæring på public service og dansk produceret medieindhold. Effekten er, at der bliver mere plads til de store, internationale mediegiganter og mindre dansk indhold.

Sådan siger medieordfører Mogens Jensen (S) til TV SYD efter kulturminister Mette Bock (LA) torsdag præsenterede regeringens medieudspil ”Nye medier, nye vaner, nye tider” på et pressemøde i Kulturministeriet.

quote

Vi ønsker at styrke de lokale og regionale medier. Både derude, men også at regionalt stof og indhold i højere grad bliver afspejlet på de landsdækkende medier. Så vi er imod en besparelse på TV 2 Regionerne.

Mogens Jensen, medieordfører, Soc.dem.

Han er også utilfreds med oplægget til at spare to procent hvert år i fem år på TV 2 Regionerne, herunder TV SYD.

- Vi ønsker at styrke de lokale og regionale medier. Både derude, men også at regionalt stof og indhold i højere grad bliver afspejlet på de landsdækkende medier. Så vi er imod en besparelse på TV 2 Regionerne – og vi er også bekymrede for, at de kæmpe besparelser på DR vil gå ud over DRs regionale dækning, forklarer medieordføreren. 

Socialdemokratiet vil nu gå til forhandlingerne for at styrke regionerne på både TV 2 og DR.

quote

Effekten er, at der bliver mere plads til de store, internationale mediegiganter, og mindre dansk indhold.

Mogens Jensen, medieordfører, Soc.dem.

- Vi er dog enige med regeringen i, at de lokale og regionale dagblade skal styrkes - ved at overføre midler fra de store, landsdækkende mediehuse til lokale og regionale huse, der støtter distrikts- og ugeaviser, slutter Mogens Jensen.

Regeringens medieudspil ”Nye medier, nye vaner, nye tider” kan læses på Kulturministeriets hjemmeside