S siger nej til mere udlicitering

Socialdemokraterne i Kolding gør nu alvor af partiets udmelding i TV SYD lørdag om, at partiet fremover ikke vil være med til at udlicitere, konkurrenceudsætte eller udbyde personlig pleje.

- Vi ønsker ikke at gamble med den service borgerne har behov for. Der skal være sikkerhed for levering og for den kvalitet der politisk er besluttet, siger gruppeformand, Christian Haugk i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer efter konkurserne af kommunens to store, private udbydere af privat pleje, Caregruppen og Kære Pleje.

- Medarbejdere i Koldings Seniorforvaltning arbejder på højtryk for at sikre hjemmehjælp for de mange berørte borgere og det koster dyrt.

- Virksomhedsejerne af Caregruppen og Kære Pleje har måtte se deres livsdrømme blive kvalt af en timepris, der har udfordret kvaliteten. Samtidig har ansættelsesforhold og overenskomster der er gældende på området været under stærkt pres, skriver partiet i meddelelsen.

Socialdemokraterne var ellers selv med til at sende hjemmeplejeydelserne ud i det udbud, som kom til at koste firmaerne livet.

- Vi må konstatere, at udbud af personlig pleje overhovedet ingen mening giver. Konsekvenserne har simpelthen været for store. Det har ikke givet hverken kommune, borgere, medarbejdere eller virksomhederne nogen form for værdi. På flere områder tværtimod, siger Christian Haugk.