S-spids siger farvel til byråd og bliver topchef i nabokommune

Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Kolding Christian Haugk siger farvel til politik og bliver ny kulturchef i Haderslev Kommune.

52-årige Christian Haugk, der hidtil har været leder af Kulturinstitutionen Godset i Kolding, bliver ny kultur-, fritid- og landdistriktschef i Haderslev Kommune - og det betyder et farvel til byrådet i Kolding og politik efter 13 år som gruppeformand og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet.

quote

Et farvel til det politiske liv er en kæmpe beslutning.

Christian Haugk, kommende kulturchef, Haderslev Kommune

- Et farvel til det politiske liv er en kæmpe beslutning. Jeg har været medlem af Kolding Byråd siden 2006 og har - sammen med gode politiske kollegaer - været med til at præge vores kommune. Det er jeg meget taknemlig for at have fået lov til. Nu skal jeg med et andet udgangspunkt være med til at præge udviklingen i Haderslev Kommune, skriver Christian Haugk på sin Facebookside.

Christian Haugk er uddannet coach og har en kommunal lederuddannelse. Privat bor han i Seest ved Kolding sammen med sin kone Lisbeth.

Han udtræder af byrådet i Kolding med udgangen af marts måned.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.