Så er der varme og varmt vand igen i Esbjerg

Hele den indre by i Esbjerg skulle klæde sig ekstra varmt på søndag morgen. Der var hverken varme eller varmt vand.

Siden 8.30 søndag morgen har der ikke været varme og varmt vand i hele indre by i Esbjerg. På en råkold og blæsende vintermorgen. Men nu er fejlen fundet.

- Vi har fundet frem til fejlen. Så indenfor en time har alle varme og varmt vand igen, fortæller vagthavende ledningsvagt hos forsyningsselskabet DIN Forsyning, Thomas Michaelsen, til TV SYD.

Hele morgenen har der været strømsvigt på Esbjergværket, der forsyner store dele af Esbjerg med varme og varmt vand.

- Derfor har vi sat gang i de små værker i yderområderne, og vi var i gang med at starte et mindre værk op i indre by, fortæller Thomas Michaelsen.

Men nu er fejlen altså fundet, og borgerne i Esbjerg kan igen få varmen.

DIN Forsyning oplyste på deres hjemmeside, at der ikke var varme i hele Esbjerg. Det skyldes strømafbrydelse på Esbjergværket.
DIN Forsyning oplyste på deres hjemmeside, at der ikke var varme i hele Esbjerg. Det skyldes strømafbrydelse på Esbjergværket.
Foto: dinforsyning.dk