Så er det afgjort: De røde banker de blå

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) blev skudt i ryggen flere gange søndag.

- Det gik sindssygt godt. Det er første gang, jeg spiller e-sport. Det var super sjovt – og fantastisk med en stor, rød sejr – også her.

quote

Både her ved computerskærmen og generelt bruger de røde beskidte tricks. Jeg blev skudt i ryggen rigtig mange gange.

Ellen Trane Nørby, sundhedsminister, Venstre

Sådan sagde folketingskandidat for SF, Nanna Bonde, til TV SYD efter søndagens e-sports-dyst mellem rød og blå blok i Atelier IX i Sønderborg.

- Det har nok ikke så meget at sige. Men lad os håbe, at det er et varsel om valgets udfald på onsdag, grinede Nanna Bonde, der mente at arrangementet var en anderledes måde at sætte fokus på det aktive foreningsliv, som e-sporten også er en stor del af mange steder.

Fire folketingskandidater duellerede i spillet Counter-Strike: Global Offensive (CS:GO). To fra rød blok mod to fra blå blok. Rødt hold bestod af folketingskandidat Nanna Bonde fra SF og folketingsmedlem Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet. Deres modstandere på blåt hold var Dansk Folkepartis folketingsmedlem Jan Rytkjær Callesen og sundhedsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre.

CS:GO - kort fortalt

Counter-Strike (CS) er et holdbaseret skydespil til PC og Xbox.
Det findes i fire udgaver: Counter Strike, Counter Strike: Condition Zero, Counter Strike: Source og det nyeste: Counter Strike: Global Offensive (CS:GO) fra 2012.

 

I starten af hvert spil har spilleren to hold at vælge mellem: Terroristerne (T) eller antiterroristerne (CT). Valget har indvirkning på hvilket opgave spilleren får, men også udvalget af våben man kan købe.

 

Der er mange baner i spillet - med hver deres opgave.

 

  • Sprængningsopgave
    Terroristerne skal plante en bombe på et af to anviste steder. Antiterroristernes mål er at forhindre at bomben sprænges.
     
  • Gidselopgave
    Terroristerne har taget et antal gidsler til fange. Antiterroristerne skal finde gidslerne på et eller flere steder, og bringe dem tilbage til startstedet.
     
  • Eskorteopgave
    Antiterroristerne skal eskortere en på sit eget hold, som bliver kaldt VIP, til et angivet punkt på banen før tiden udløber. Terroristernes opgave er at dræbe VIP'en.

- Jeg klarede mig ikke særlig godt. Men det er også første gang, jeg spiller Counter-Strike, sagde sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til TV SYD efter kampen.

Hun mente dog ikke, at det røde hold kom til sejren på retfærdig vis.

- Både her ved computerskærmen og generelt bruger de røde beskidte tricks. Jeg blev skudt i ryggen rigtig mange gange, uddybede sundhedsministeren med et grin.

quote

Det gik sindssygt godt. Det var super sjovt – og fantastisk med en stor, rød sejr – også her.

Nanna Bonde, folketingskandidat, SF

Hun mener dog ikke, at det er et varsel om udfaldet af folketingsvalget på onsdag.

- Det håber jeg ikke. Men det afgør vælgerne jo. Ingen skal skydes – i stedet skal vi fejre demokratiets festdag.

Trods nederlaget var hun alligevel glad for arrangementet.

- Det er god måde at få sat fokus på e-sport – og en sjov måde at spille rød mod blå på en anden måde, slutter sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Ifølge arrangørerne vandt det røde hold med 9-5 over det blå.

Efter politikerdysten kunne tilskuerne prøve at spille Counter-Strike mod en politiker. Efterfølgende var der en udsolgt miniturnering – uden politikere – med 16 hold.