Så er det afgjort: FCK lejer Peter Ankersen

Så er det afgjort: FC København har hentet forstærkning til højreback i skikkelse af Peter Ankersen, tidligere Esbjerg og Vejle.

FC København henter Peter Ankersen på en etårig lejeaftale i Red Bull Salzburg. FCK har også sikret sig en købsoption i aftalen.

Det meddeler klubben fredag i en pressemeddelelse.

Den stærke højreback har gennem et stykke tid været rygtet til FCK, og det bliver altså i første omgang på en lejeaftale for næste sæson.

- I Peter har vi sikret os fremtidens højreback for det danske landshold. Han er dynamisk, hurtig, gennembrudsstærk og målfarlig. Det er mange af de kvaliteter, vi søger hos en back i FC København, siger manager Ståle Solbakken i pressemeddelelsen.

Ankersen glæder sig til at komme hjem til dansk fodbold igen.

- Jeg ser et rigtigt godt match mellem mig og FC København, der har en spillestil med offensive backer, der er meget involveret i spillet. Det passer mig perfekt som spillertype, og jeg er stor tilhænger af den type fodbold, der bliver spillet i FC København, siger Ankersen.