Så er det højsæson for danske jordbær: - De første bær er vældig store og flotte

Med udsigten til en uge med sommervejr og sol gør jordbær-avlerne klar til, at højsæsonen for alvor sætter ind.

Mandag morgen er plukkerne i gang på en jordbærmark ved Hedensted.

I de næste uger topper jordbærsæsonen, og plukkerne får for alvor travlt. De voldsomme regnskyl i begyndelsen af weekenden var ellers ved at true de røde og søde bær - men udsigten til en rigtig varm og solrig sommeruge gør en erfaren jordbæravler glad og optimistisk.

Arne Pedersen, som alle i Hedensted og omegn blot kalder Jordbær-Arne. 
Arne Pedersen, som alle i Hedensted og omegn blot kalder Jordbær-Arne. 
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Arne Pedersen, som alle i Hedensted og omegn blot kalder Jordbær-Arne, regner nemlig med at få rigtigt travlt med at plukke og sælge jordbær de næste mange dage. 

quote

De første bær er vældig store og flotte. De har fået masser af vand, og nu kommer der både sol og vind de næste dage, så de får den rigtige gode smag, som danske jordbær har.

Arne Pedersen, jordbæravler, Hedensted

- De første bær er vældig store og flotte. De har fået masser af vand, og nu kommer der både sol og vind de næste dage, så de får den rigtige gode smag, som danske jordbær har, siger jordbæravler Arne Pedersen til TV SYD.

Han har dyrket jordbær på sin jord i omkring 50 år. Sæsonen begyndte i år for 14 dage siden, hvor han plukkede og solgte de første bær søndag den 2. juni.

Sidste år blev sæsonen kort og hektisk på grund af tørke. I år har det været forårets meget regn, der har været en trussel.

- Selvom de næste par uger bliver højsæson, så jeg regner med, at sæsonen varer helt frem til august, inden de sidste bær er plukket og solgt, siger Arne Pedersen. Han dyrker syv forskellige sorter, som bærer bær på forskellige tidspunkter, så sæsonen kan strækkes.

Tidlige og sene sorter

Honeoye er normalt det første bær på markedet. Bærrene er store og indbydende med en god smag af jordbær og velegnede såvel friske som til marmelade.

Elsanta er en anden tidlig sort. Også her er der tale om store, flotte bær, men indvendigt er bærrene næsten hvide. Smagen er mere mild, og Elsanta-bærrene skal spises friske, da de ikke egner sig til frysning.

Senere på sæsonen domineres markedet af andre sorter. Dania er en danskudviklet sort med forholdsvis store og lyse bær. Dania er syrlig i smagen og kan anvendes til alle formål.

Sensommeren præges også af sorter som Symphony, Pavana, Florence og Pandora.

Kilde: Fødevarestyrelsen