Så er hjemmeværnet på plads ved grænsen

Tirsdag morgen var de første hjemmeværnsfolk på plads ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. De skal aflaste og hjælpe politiet med at kontrollere indrejsetrafikken til Danmark.

Det vil i første omgang være ved de store grænseovergange i Sønderjylland, at de rejsende vil kunne møde politi- og hjemmeværnsfolk, der arbejder sammen. Senere på måneden træder Hjemmeværnet også til ved havnene på Lolland og Falster, hvor færgerne fra Tyskland anløber.

Indsættelsen af Hjemmeværnet sker på baggrund af regeringens beslutning om, at forsvaret skal aflaste politiet, der siden 4. januar har stået for den midlertidige grænsekontrol på grænserne mod Tyskland.

I alt vil der blive indsat, hvad der svarer til 125 årsværk fra Hjemmeværnets side. Samtidig er der taget beslutning om indtil videre at skrue ned på antallet af politifolk, der skal bruges i forbindelse med grænsekontrollen. Det betyder sammenlagt, at 165 politifolk kan komme tilbage til deres almindelige politikredse for at løse andre af politiets opgaver.

- Vi har altid haft et godt og tæt samarbejde med forsvaret om en lang række forskellige opgaver, eksempelvis afvikling af festivaler og andre store arrangementer eller ved afspærring af gerningssteder. Derfor er vi glade for, at vi kan få en håndsrækning i forbindelse med grænsekontrollen, for det vil mindske presset på politikredsene, der siden januar har skulle afgive folk til opgaverne på grænsen, siger politidirektør Svend Larsen fra Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

I praksis skal Hjemmeværnet støtte politiet med færdselsregulering samt kontrol af køretøjer og personer.

Hjemmeværnet skal hjælpe politiet fem til november - og måske længere, siger Brian Fussing, leder af Udlændingekontrolafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

 

Det er opgaver, som allerede løses af Hjemmeværnet, og hjemmeværnspersonalet har gennemført et uddannelsesprogram.

Hjemmeværnsfolkene skal arbejde under politiets ledelse, de må ikke bære våben, og de må ikke tilbageholde folk.

Først fra den 27. juni vil hjemmeværnsfolk være permanent til stede ved Rødby og Gedser.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.