Så er kænguruen Konrad fanget - igen

Konguruen Konrad er stukket af to gange. Nu vil ejeren finde en hun til ham, så han bliver hjemme.

Først drog kænguruen Konrad ud på eventyr gennem et ødelagt hegn hos ejeren Jan Petersen i Endrup.

Den blev noget af et hit i medierne i sensommeren men blev glemt igen, mens den hoppede rundt i månedsvis - til stor undren for de, der mødte den. Indtil TVSYD begyndte at spørge til den igen sidste måned.

Så blev den indfanget af genboen, der ville aflevere den til ejeren. Men få timer senere blev Konrad stjålet fra den låste indhegning den stod i hos genboen.

Og så var den løs igen.

Men nu er den fanget. Igen. Jan Petersen og to andre fik Konrad i nettet.

- Vi havde fodret den et bestemt sted, og så fik vi fat i den. Det var faktisk ikke spor svært, siger han til TV SYD.

Lige nu står den på et hemmeligt sted, så den ikke igen bliver stjålet.

- Men snart kommer den tilbage i indhegningen i Endrup. Jeg prøver at finde en hun til den, og så kan de jo hygge sig sammen, siger Jan Petersen.

Han håber og regner nu med, at historien om Konrad er slut.