Så er Sønderjyske på vej til returkampen mod Strømgodset

Onsdag formiddag satte Sønderjyskes trup kursen mod Drammen og det vigtige opgør mod Strømgodset i Europa League i morgen aften.

Stemningen var høj ved afgangen Sønderborg Lufthavn. Sønderjyske har en føring på 2-1 med i bagagen fra det første opgør i Haderslev - og en hurtigt udebanemål af Sønderjyske kan sende sønderjyderne videre i Europa.

Anden halvdel af opgøret mod Strømsgodset fra Norge foregår på udebane i Drammen nær Oslo.

- Vi ved, at de er utrolig stærke på deres hjemmebane. Vi kommer under et stort pres på en rigtig hurtig kunstgræsbane, og med et stærkt hjemmepublikum i ryggen, så handler det om at bevare roen og overblikket. Vi skal ikke stille os ned og forsvare en 0-0 hjem. Hvis vi finder balancen mellem at holde bolden i egne rækker og køre kontraerne på de rigtige tidspunkter, så spår jeg os en fin chance for avancement, siger Troels Kløve til Sønderjyske Fodbold inden afrejsen.

TV SYDs reporter Stefan Jørgensen er med i flyet til Norge - og vil de næste dage løbende rapportere både her på siden og i tv fra Sønderjyskes forberedelser og kamp.

Der er desværre ingen tv-stationer, der dækker kampen - og TV SYD må af rettighedsmæssige grunde ikke vise levende billeder fra opgøret.

Vi liveopdatererpå tvsyd.dk under hele kampen, der spilles torsdag aften med start kl. 19.