Så er sommeren slut....

Den danske sommer var en kort fornøjelse. Et vejrskifte trænger sig på, og så er det farvel til høj solskin. Men måske sniger lørdagens regnvejr sig uden om vores landsdel.

Det var ellers lige så dejligt. Endelig fik vi en tiltrængt smagsprøve på det danske sommervejr, når det er bedst. Men en smagsprøve var alt, det kunne blive til i denne omgang.

Bulder og brag

For i weekenden slutter sommervejret, og det kan meget vel ske med bulder og brag, siger DMI?s vagtchef, Frank Nielsen.

- Den varme sommeruge, vi har haft, afsluttes brat, når en markant koldfront passerer landet lørdag, siger Frank Nielsen.

Han forklarer, at de seneste dages varme kan sammenlignes med krudt, vi hælder på en tønde. Når kold luft i weekenden presser sig på, kan det blive antændingen af lunten til krudttønden.

Usikkert

Det er endnu usikkert, hvor kraftigt det udvikler sig, men regn og torden får vi, lover vagtchefen.

- Skyer, regn og tordenbyger trækker ind over landet natten til lørdag, og lørdag begynder gråt og vådt for alle, lyder det fra meteorolog Frank Nielsen.

I værste tilfælde kan det ende i kraftig torden og eventuelle skybrud.

- Vi kan også være heldige, at det ender med at blive en fredelig fuser, tilføjer han.

Kan snige sig uden om

Fronten kommer til Jylland først, og i løbet af lørdagen når det at klare op i den vestlige del af landet, mens den østlige del må vente helt frem til natten til søndag, før fronten slipper sit tag helt.

De seneste meldinger fra DMI tyder dog på at uvejret sniger sig uden om vores landsdel. Det trækker op over Fyn og Sjælland - og strejfer måske kun de østvendte kyster i Sønderjylland.

- Lørdag kan temperaturen i de østlige egne måske nå at snige sig op på de 25 grader, inden fronten får ordentligt fat, men ellers må vi vænne os til betydeligt lavere temperaturer fra weekenden.

- Det generelle temperaturniveau falder til cirka 20 grader i weekenden, og i næste uge sågar et nyk længere ned, siger Frank Nielsen, der ikke ser tegn på flere sommervarme perioder i den nærmeste fremtid.

Vinden frisker op fra vest og nordvest, men aftager søndag til svag til jævn vind fra sydvest.