Så forskellige er vi

Skærbæk og Skærbæk. To byer med samme navn. Navnet er det eneste, de har til fælles. Livsvilkårene i Skærbæk i Tønder Kommune og Skærbæk i Fredericia Kommune er vidt forskellige.

Det fremgår af en analyse af 45 byer i Syd- og Sønderjylland og på Fyn med mellem 2.000 og 5.000 indbyggere, hvor godt 12 procent af befolkningen i Syddanmark bor.

Skærbæk ved Fredericia med godt 2.000 indbyggere hører til et område, hvor det er mest attraktivt at bo og arbejde.

Skærbæk ved Tønder med godt 3.000 indbyggere er blandt de mindst attraktive byer.

Historien

Historien om Skærbæk og Skærbæk afspejler, at vækst og velstand bliver stadig mere ulige fordelt i både Danmark og landsdelen.

Den gennemsnitlige husstandsindkomst i Skærbæk ved Fredericia er på 673.470 kroner, og ejendomsværdierne er i gennemsnit på knap to millioner kroner.

I Skærbæk ved Tønder er den gennemsnitlige husstandsindkomst 403.132 kroner, og ejedomsværdierne er i gennemsnit på 930.000 kroner.

De gamle bliver tilbage

Andelen af pensionister stiger støt i Skærbæk ved Tønder, mens stadig flere velbjergede børnefamilier slår sig ned i Skærbæk ved Fredericia.

I Skærbæk ved Fredericia har indbyggerne let adgang til skov og strand, og knap en halv million arbejdspladser ligger inden for en køreafstand på 60 minutter.

I Skærbæk ved Tønder er der mindre skov og flere kilometer til stranden på Rømø, og der er kun 144.000 arbejdspladser inden for en køreafstand på 60 minutter.

Også når det gælder adgang til uddannelse og servicetilbud som for eksempel specialbutikker, så har indbyggerne i Skærbæk ved Tønder langt til alt.

De fattige skal i gang

Region Syddanmarks analyse skal give de fattige byer blod på tanden til at skabe udvikling, men det er lettere sagt end gjort, når der er langt til både arbejdspladser og uddannelse.

Tønder Kommune har netop ansat antropolog Mette Jänner Larsen, der skal bidrage til at skabe liv i landdistrikterne.

Hele byanalysen kan hentes her.