Så går det løs i Horsens

Klokken 21 torsdag aften går det løs i Horsens. Byens nye udendørs koncertspillested Fængslet, det tidligere statsfængsel, bliver indviet med et brag af en koncert af Metallica.

40.000 ventes at deltage i festen, og mange af dem kom i god tid for at sikre sig en plads.

Metallica vil genoplive bandets absolut mest solgte album Metallica, bedre kendt under navnet The Black Album.

Siden dets udgivelse i 1991, har albummet solgt over 25 millioner kopier verden over. Metallica er et af de mest succesrige bands i musikhistorien og har solgt over 100 millioner album.

Det indeholder hits som Enter Sandman, Sad But True, Wherever I May Roam, Nothing Else Matters og The Unforgiven.

Statsfængslet har stået tomt i fem år, men nu er der indrettet et koncertområde til 40.000 tilskuere på plænen vest for fængslet.

- Det bliver fantastisk at opleve netop Metallica i disse unikke og rustikke omgivelser, lover Frank Panduro, der har arrangeret koncerten.