Så kom Tønder i første division

I dag blev det officielt, at TM Tønders håndbold-herrer i næste sæson spiller i 1. division. Dansk Håndbold Forbund har netop offentliggjort, at TM Tønder overtager pladsen i 1. division efter HC Fyn, der er er gået konkurs.

I den ordinære turnering lå TM Tønder længe til oprykning - men mod slutningen af sæsonen satte holdet en komfortabel førsteplads over styr og tabte den sidste og afgørende kamp mod Otterup med 25-26.

TM Tønder vandt herefter et oprykningsspil mod HIK og Ålborg HK, hvilket betød, at tøndringerne efter to nederlag mod Vesthimmerland om en plads i 1. divison, blev nr. 1 på reservelisten til 1. division.

Da HC Fyn nu er gået konkurs, har TM Tønder derfor overtaget pladsen i landets næstbedste række.

Meldingen om oprykningen kom tirsdag, hvor TM Tønders to nye trænere Sune Gren og Troels Tønder i forvejen havde kaldt spillerne til sæson- og træningsstart - og som uden tvivl nu sker med ekstra højt humør.

KIF Koldings liga-reserver i 2. division

Med Tønders oprykning bliver der en ledig plads i 2. division, som tilfalder KIF Koldings talentfulde liga-reserver.