Så skal der cykles

Onsdag indledes Post Danmark Rundt 2013, udgave nr. 23, med en etape fra Silkeborg til Varde over 180 km.

Der er neutral start på torvet i Silkeborg kl. 12,30 og skarp start k. 12,45 lige uden for byen. Etapen indeholder en bakkespurt efter 39,4 km ved Rørbæk og vinderen af denne bliver første mand i Telmore bakketrøje i 2013.

Efter 67,1 km skal passeres et to kilometer lang grusvejsstykke, der sandsynligvis vil skabe uro og dramatik i feltet. På etapen er indlagt to Changing Diabetes bonusspurter på etapen efter henholdsvis 54,7 km i Give og 95 km i Vorbasse. Der er henholdsvis tre, to og et bonussekund til de tre første over stregen.

Etapen afsluttes med tre omgange af 3,5 km i Varde, hvor der blandt andet køres over det brostensbeklædte torv i byen. Forventet mål omkring kl. 17.

17 teams og ryttere fra 20 nationer deltager i løbet.

Blandt dem mange store profiler i feltet kan nævnes Mark Cavendish fra Omega Pharma Quick Step, Matti Breschel og Michael Mørkøv fra Team Saxo-Tinkoff, Theo Bos og Wilco Kelderman fra Team Belkin, Tyler Farrar fra Garmin-Sharp, Lars Bak fra Lotto-Belisol, Sacha Modolo fra Bardiani Valvole-CSF Inox samt den danske olympiske mester Lasse Norman fra Blue Water Cycling.

Etapeoversigt:

1. etape den 31. juli: Silkeborg-Varde, 180 km,

2. etape den 1. august: Ribe-Sønderborg, 180 km ,

3. etape den 2. august: Sønderborg-Vejle, 200 km,

4. etape den 3. august: Høng-Asnæs Indelukke, 105 km,

5. etape den 3. august: Holbæk (enkeltstart), 12,1 km,

6. etape den 4. august: Roskilde-Frederikberg, 165 km.

Trafikale problemer

Varde Kommune og Varde Handel har arrangeret en række begivenheder i anledning af rytternes ankomst. Blandt andet koncerter.

Sønderborg er som den eneste by på touren både mål- og startby. Der er mål torsdag ved Dybbøl Mølle ca. kl. 17 og start fredag fra Rådhustorvet ca. kl. 11.50.

En række vejstrækninger er lukket både torsdag og fredag, så der kan lokalt opstå trafikale problemer.