Så sker det: Nordgående spor i brug i morgen

Så sker det endeligt: Efter kl. 6 fredag morgen får bilisterne lov til at køre i to af de tre nordgående spor på den nye udvidede motorvej syd for Vejle. Hele udvidelsen indvies dagen før kommunalvalget.

Efter mange måneder med alle fire vognbaner i samme side, får trafikanterne lidt mere luft. Fra i morgen tidligt ledes trafikken mod Vejle ikke længere over i den vestlige del af motorvejen.

- I første omgang åbner vi kun to spor, fordi der mangler lidt arbejde med kanterne, siger projektleder Robin Højen Madsen til TV SYD.

Nye striber

I sydgående retning har Vejdirektoratet også sat skilte op med 110 km/t. Men de vil være dækket til frem til 18. november, når Vejles borgmester og direktør Per Jacobsen fra Vejdirektoratet foretager den officielle indvielse af den udvidede motorvej. Et projekt til 1,5 mio. kr.

- Vi skal have malet nye striber på den sydgående del, fortæller Robin Højen Madsen til TV SYD. Derfor bliver der også kun to spor sydgående i de næste to uger.

Projektlederen er sikker på, at striberne nok skal blive malet - selv om vejret er blevet meget efterårs-agtigt.

- Det kan være at de ikke bliver så holdbare, men det gør ikke noget. De sydgående spor har ikke fået det endelige slidlag på endnu, så de skal kunne holde et halvt år.

70.000 biler i døgnet

E45 omkring Vejle er med gennemsnitligt 70.000 biler hver dag den travleste vejstrækning i Jylland. Strækningen er central for afvikling af trafikken i Jylland, fordi både den nordgående trafik fra de tre motorveje fra Odense, Kolding og Esbjerg samt den sydgående trafik fra Herning og Aarhus skal passere her.

Udvidelsen af motorvejen fra fire til seks spor giver således strækningen et tiltrængt kapacitetsløft.

- Vi er utroligt glade for, at der nu er blevet mere plads til bilisterne på Jyllands mest trafikerede motorvejsstrækning, for det betyder en stor forbedring for trafikafviklingen i hele området. Og så er udvidelsen endda færdig hele to år før oprindeligt planlagt, siger vejdirektør Per Jacobsen. Han henviser til anlægsloven for udvidelsesprojektet, som angav en forventet færdiggørelse i efteråret 2015.

- Det skyldes blandt andet, at Vejdirektoratet tidligt i projektforløbet lavede nogle forberedende arbejder på vejstrækningen, som gjorde, at entreprenørerne fik mere plads til deres arbejde og derfor kunne udføre det hurtigere, forklarer Per Jacobsen.

- Ja, det hele har flasket sig, som det skulle, bekræfter Robin Højen Madsen, som har været projektleder i hele byggeperioden.