Tilflytter undrede sig: Så skrev hun et eventyr over Fredericias lige gader - som en vejviser

Da Merete Ørskov flyttede til Fredericia for tre år siden, syntes hun, det var rigtig svært at finde rundt i byens lige gader. Nu har hun forsøgt at skabe orden i 'kaos' ved hjælp af et eventyr.

Man skulle tro, at fæstningsbyen Fredericias retvinklede gader burde være lette at finde rundt i. 

Men sådan er det af en eller anden grund ikke. Mange farer vild og har svært ved at huske, hvilken gade løber hvor.

Eventyret om hvordan gaderne i Fredericia fik deres navne
Eventyret om hvordan gaderne i Fredericia fik deres navne
Foto: Pia Thordsen

Frustration blev til eventyr

Sådan var det også for sognepræst Merete Ørskov, da hun flyttede til Fredericia for tre år siden. Manglen på logik i gadenavnene frustrerede først, men satte også gang i fantasien hos sognepræsten, og så var det, hun fik ideen til et eventyr. 

- Da jeg skulle lære gadenavnene udenad, syntes jeg, det var underligt, at Dronningensgade lå før Kongensgade, og Prinsessensgade kommer meget langt henne, og Prinsensgade går på tværs, og så var historien der - det er fordi dronningen er en skrap madam, så det er hende, der bestemmer, fortæller Mette Ørskov.

Det kan være svært at finde rundt i Fredericia lige gader, men ikke længere.
Det kan være svært at finde rundt i Fredericia lige gader, men ikke længere.
Foto: Pia Thordsen

Eventyr blev til vejviser

Eventyret om den skrappe dronning, den vage konge og en prinsesse på afveje skal hjælpe folk med at kende forskel på fæstningsbyens snorlige gader.

Eventyret til salg ved 6. juli-festen

Nu er Mette Ørskov sammen med Anne Klysner Taisbak, som i mange år var journalist på TV SYD, og som selv fortæller historier om Fredericia i billeder, klar til at sælge sit vejviser-eventyr ved 6. juli-festen lørdag:

- Det er jo en genial idé hun har fået og jeg er sikker på, hun hjælper rigtig mange tilflyttere med den bog, og det er blevet en sjov historie. Den bog skal nok blive revet væk, siger Anne Klysner Taisbak.