Støjskærmen: Sådan blev kampen vundet

Drømmen om støjskærmen ved Bramdrupdam bliver endelig virkelig, men den har været flere år og adskillige politiker-picnics undervejs.

En støjskærm har i årevis stået på ønskelisten for de borgere i Bramdrupdam, der bor nabo til motorvej E45. Hver dag passerer 75.000 biler og lastvogne motorvejsafkørslen Bramdrupdam ved Kolding, hvor borgerne har måttet lægge øre til støj fra de tusindvis af biler, der hver dag drøner forbi på den anden side af hækken.

I årevis har borgerne ønsket sig en støjskærm, der kan mindske støjen. Onsdag er opsætningen af støjskærmen gået i gang, men arbejdet har været mange år undervejs.

2014

I løbet af sommeren 2014 inviterede borgerne i Bramdrupdam flere politikere i haven, for at politikerne med egne ører kunne høre, hvor meget bilerne larmer. På besøg var blandt andet Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), og hans partikollegaer Eva Kjer Hansen og Kristian Pihl Lorentzen.  

Få dage efter mødet udtalte borgmesteren, at han sagtens kunne se en støjskærm i borgernes nærmeste fremtid:

- Om kun et halvt år kan støjskærmen stå klar.

Om støjen:

I 2014 blev der målt 70 decibel i nogle af borgernes haver.
Til sammenligning skal der bruges høreværn, når lydniveauet når over 80 decibel.

En lille måneds tid senere besøgte formanden for Trafikudvalget i Kolding, Knud Erik Langhoff (K), Transportudvalget på Christiansborg for at fremlægge sagen og drøfte muligheden for en støjskærm. Efter mødet var der stor optimisme at spore hos Trafikudvalget.

- Jeg har faktisk armene oppe efter at have haft foretræde for transportudvalget. De viser positive tendenser i retning af at gøre noget derude, sagde Knud Erik Langhoff (K). 

Sidst på året i 2014 så det ud til, at borgerne i Bramdrupdam endelig kunne begynde at glæde sig. Daværende transportminister, Magnus Heunicke fra Socialdemokratiet, kunne ikke stille en garanti for støjskærmen, men han antydede kraftigt, at de støjpladede borgere kunne se frem til en støjdæmpende julegave.

Støjskærmens placering og udstrækning er markeret med blåt.
Støjskærmens placering og udstrækning er markeret med blåt.
Foto: Vejdirektoratet

2015

Trods løfter og kraftige antydninger var der stadig ingen støjskærm i syne for borgerne i Bramdrupdam i sommeren 2015. Endnu engang havde naboerne til motorvejen besøg af politikere. Denne gang havde Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), taget Transport- og Bygningsminister, Hans Christian Schmidt (V), og miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), med for at se og ikke mindst høre støjen fra motorvejen.

For Hans Christian Schmidt var det vigtigt at gøre noget ved støjen, men han kunne dog ikke love beboerne en umiddelbar løsning.

- Støj påvirker mennesker alvorligt, så det skal man gøre, hvad man kan for. I det her tilfælde er det dog sådan, at der ikke er nogen penge afsat, men vi er ved at lave et kasseeftersyn, siger transportministeren.

Det er en støjskærm af denne type, der sættes op ved Bramdrupdam.
Det er en støjskærm af denne type, der sættes op ved Bramdrupdam.
Foto: Vejdirektoratet

2016

Først i marts 2016 sker der atter noget i sagen. Efter at en undersøgelse fra Vejdirektoratet viser, at støjen fra motorvejen er værre end tidligere antaget, vil SF’s folketingskandidat i Kolding Karina Lorentzen have Christiansborg til igen at se nærmere på sagen.

- Jeg har rejst problemet flere gange på Christiansborg og samtidig er der snart ikke den politiker, der ikke har været ude og besøge de støjramte borgere. Nu må der handling på bordet. Ikke mindst fordi Vejdirektoratets undersøgelse viser, at det her betyder meget for helbredet, siger Karina Lorentzen.

I august ser det endelig ud til, at den længe savnede støjmur er på vej. Politikerne på Christiansborg vil sætte penge af til projektet under den forudsætning, at Kolding Kommune går med til at medfinansiere udgifterne til støjskærmen med 20 millioner kroner.

Borgmester Jørn Pedersen er positiv overfor at finde pengene til projektet.

2018

I januar i år bliver Bramdrupdam-borgernes bønner endelig hørt.

Om støjskærmen:

  • Støjskærmen er 6 meter høj.
  • De opføres på en ca. 1500 meter lang strækning mellem Egtvedvej og Vejlevej langs den sydlige side af Sønderjyske Motorvej.
  • Samme støjskærm sættes op på 550 meter langs tilkørselsrampen fra Vejlevej til den eksisterende støjvold i øst.

Politikerne på Christiansborg vælger at udmønte knap 50 millioner kroner fra finansloven til støjreducerende tiltag. Det betyder, at beboerne i 800 boliger i Bramdrupdam kan se frem til et mere roligt lydtapet i haven.

Planen var i begyndelsen af året, at opsætningen af 1.800 meter lang støjskærm skulle begynde i slutningen af april og stå færdigt i december.

Projektet er dog kommet senere i gang end oprindeligt planlagt, og opsætningen af støjskærmen er først gået i gang i dag. Dog satser Vejdirektoratet på, at selve skærmen som lovet er klar inden jul.

- Vi arbejder mod at have etableret selve skærmen inden jul, så skærmen er funktionsdygtig og derfor vil reducere støjgenerne for naboerne i området, siger Sonja Petersen og fortsætter:

- I starten af januar kommer vi så tilbage og monterer træbeklædningen på skærmen og udfører det sidste.