Søndagens overblik: Sådan bliver dagen

I dag kan du komme til en demonstration af, hvor nemt det går galt, når der skal skydes fyrværkeri af. Syd- og Sønderjyllands Politi stiller op med en fyrværker og demonstrerer blandt andet, hvor hurtigt en lunte brænder.

Søndag er også dagen, hvor DSB lukker deres billetautomater for at forebygge hærværk i forbindelse med nytåret. De lukkede automater vil være udstyret med skilte, så man kan se, hvor man så kan købe sin billet. Automaterne åbner igen den 1. januar.

En mand har lørdag aften mistet livet i en villabrand på Nordals. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Branden blev anmeldt lørdag klokken 19.27, og da politi og brandvæsen kom ud til stedet, stod der flammer ud af vinduerne. Huset var overtændt, siger vagtchef Ole Aamann.

Der er ingen meldinger om trafikale problemer hverken på veje eller skinner.

Så skal vi endelig igen se lidt af solen, lover DMI. I løbet af natten er skyer, regn og tåge lettet, og søndag bliver tør med nogen eller en del sol. Temperaturen vil ligge omkring 7 grader. Dagen begynder blæsende med jævn til hård vind omkring nordvest og med stedvis kuling ved Vestkysten, men i løbet af dagen aftager vinden og bliver let til frisk.

 

Tak, fordi du læste med.

Venlig hilsen
Line Guldager Hansen