Torsdagens overblik: Sådan bliver dagen

Togene over Storebælt kører tidligst torsdag formiddag klokken 10. Kørestrømsanlægget på Storebæltsbroen er beskadiget på en flere hundrede meter lang strækning efter dødsulykken onsdag morgen. DSB opfordrer rejsende mellem Jylland, Fyn og Sjælland til at holde sig orienteret på rejseplanen og dsb.dk. Flere intercitytog fra Esbjerg er torsdag morgen er aflyst. Der vil stadig køre togbusser mellem Korsør og Nyborg, indtil togdriften på Storebæltsbroen genoptages. 

Stormrådet skal torsdag formiddag vurdere, om onsdagens højvande i den sydlige del af Lillebælt kan karakteriseres som stormflod og dermed udløse erstatning, hvis der er sket skader på eksempelvis sommerhuse.

Torsdag morgen har vandet trukket sig tilbage langs den jyske østkyst. Når det bliver lyst, skal flere udsatte kystområder tjekkes for vandskader.

Billund Lufthavn kan melde om endnu et rekordår. Helt nøjagtigt rejste 3.506.209 passagerer gennem lufthavnen, hvilket er en stigning på 130.000. Det er kun to år siden, lufthavnen kom over 3 millioner passagerer.

Det er en kold morgen - og saltbilerne har været i aktion i hele TV SYDs område, så kør forsigtigt. Som omtalt ovenfor er togtrafikken fortsat påvirket af onsdagens tragiske ulykke på Storebælt.

Flere vinternætter med frost er  i vente, og derfor kan torsdag morgen være isende kold med temperaturer ned til minus 4 grader. Op af dagen vil temperaturerne stige til mellem 2 og 5 graders varme, og der vi får solen at se, oplyser DMI.

Tak, fordi du læste med.

Venlig hilsen
Ernst Møller