Søndagens overblik: Sådan bliver dagen

Søndag er det Ørnens Dag, og flere steder i det syd- og sønderjyske kan man møde op og måske få et glimt af en ørn. Både ved Filsø, Ballum Sluse, Fanø, Rands Fjord ved Fredericia og Slivsø ved Haderslev kan alle interesserede komme mellem klokken 10 og 14.Der vil være ornitologer fra Dansk Ornitologisk Forening klar med kikkerter, så man forhåbentlig kan få et glimt af en ørn. Flere af stederne lever også Danmarks største ørn, havørnen, som har et vingefang på op til 2,40 meter.

Har du hund, og bor du nær Sønderborg, er det måske noget for dig at deltage i åbningen af en ny kommunal hundeskov ved Kær Vestermark? Hundeskoven indvies i dag klokken 10, og der vil - ud over fri leg for hundene - efterfølgende være en lille forfriskning i form af vand og kiks til de firbenede og hotdogs og varm kakao til menneskene.

Et savværk i Kirke Hørup på Sydals blev lørdag aften ramt af brand. Brandvæsenet har brugt hele natten på slukning og efterslukning. Ingen mennesker kom noget til ved branden.

Søndag morgen er kølig, og det kan medføre glatte veje på udsatte steder. Du kan altid tjekke biltrafikken på trafikinfo.dk, busruter på Sydtrafik og Midttrafik og tog hos DSB og Arriva.

Efter en nat hvor temperaturen flere steder har været under frysepunktet, bliver søndagen både tør, mild og solfyldt - især først på dagen. I løbet af eftermiddagen kommer der flere steder skyer. Temperaturen kommer op omkring 10 grader.

Tak, fordi du læste med.

Med venlig hilsen

Ernst Møller