Sådan bliver sankthans-vejret

Det kan være en god idé at tage en paraply med, når sankthansbålet skal tændes.

For de mange som fredag aften synger med på Midsommervisen rundt om bålet og ser heksen flyve mod Bloksbjerg, så kan det være, at de får brug for at søge i ly under en paraply.  

DMI melder nemlig om en sankthansaften, hvor det bliver mest skyet og med spredte byger ud over det syd- og sønderjyske.

Temperaturen når ned omkring 15 grader, og vinden bliver let til frisk fra vest og sydvest, melder DMIs vejrudsigt.

Først på dagen bliver det mest skuet og med tørt vejr, men hen på eftermiddagen er der udsigt til byger flere steder og en overgang lidt sol. Her når temperaturen op mellem 15 og 18 grader, mens vinden bliver svag til jævn først omkring øst og senere på dagen drejende til omkring vest.