Sådan flyver F-35 kampfly i eftermiddag støjtest over Sønderjylland

I eftermiddag gennemfører to norske F-35 kampfly den længe ventede støjtest over Skrydstrup og omegn.

Demonstrationsflyvningen gennemføres over to omgange med en varighed på cirka 30 til 45 minutter.

Hver flyvning gennemføres med et dansk F-16 kampfly og et norsk F-35 kampfly, som svarer til det fly, Danmark anskaffer. De to kampfly følger hinanden med cirka tre minutters afstand.

Flyvningerne gennemføres om eftermiddagen for at give borgerne mulighed for at opleve lyden fra flyene i deres hjem.

Første flyvning går i gang klokken 15.15

Første flyvning går i gang klokken 15.15 og næste flyvning klokken 17.

De to fly vil under demonstrationen gennemføre forskellige fra- og anflyvningsprofiler. Der anvendes flyveruter, som giver et realistisk lydbillede og af hvilke ruter og profiler, der tænkes anvendt i fremtiden med F-35.

Hver af de to flyvninger vil give mulighed for to anflyvninger og to fraflyvninger til hver baneretning.

Første demonstrationsflyvning gennemføres, når F-35 kampflyet ankommer direkte fra Norge, og den anden flyvning starter, efter flyene har fået påfyldt brændstof på Flyvestation Skrydstrup – ca. 1 time efter landing. Herefter flyver F-35 kampflyene tilbage til Norge igen.

Følger to forskellige ruter

Der vil under demonstrationsflyvningerne være en ekstra norsk F-35, som vil lande og lette fra Skrydstrup uafhængigt af de to fly, der flyver demonstrationen. Dette fly indgår ikke i selve demonstrationen, men er et reservefly.

Rute for første demonstrationsflyvning klokken 15.15-15.55
Rute for første demonstrationsflyvning klokken 15.15-15.55

Tider og flyve-retninger kan ændres afhængigt af de aktuelle vejrforhold.

Under udførelsen af demonstrationsflyvningen kan beboerne i lokalområdet anonymt tilkendegive deres oplevelse af støjniveauet fra kampflyene. Det sker via et spørgeskema på internettet, mens flyvningen gennemføres. Borgere i lokalområdet og den øvrige del af befolkningen får efterfølgende indsigt i resultaterne.

Allerede i morgen torsdag holder Forsvaret nyt orienteringsmøde, hvor de indledende resultater fra testflyvningerne bliver fremlagt. Senere offentliggøres en rapport med de analyserede og bearbejdede resultater. 

Rute for anden demonstrationsflyvning klokken 17-17.40
Rute for anden demonstrationsflyvning klokken 17-17.40