Sådan foregår en hjemmefødsel

Akupunktur, badekar og chiliplaster er på listen over rekvisitter, når fødslen skal foregå hjemme i stuen. Få et overblik over hjemmefødslens forløb.

Fødslen begynder, når kvinden får veer.

Det er her, jordemoderen rykker ud ved en hjemmefødsel. Med sig har hun en fødetaske med de ting, hun har brug for. Blandt andet handsker, bleer, akupunkturnåle og et lille sysæt. Desuden har hun ilt og sug med til brug, hvis situationen bliver akut.

De vordende forældre skal selv sørge for håndklæder og lagner, godt lys og afdækning af sengen eller en madras, alt efter hvor fødslen skal finde sted.

quote

Chiliplaster er det nyeste nye. Chilien øger kroppens naturlige smertelindring, og det er fantastisk under en fødsel.

Birgit Thalwitzer Enghild, jordemoder

- Der er ikke det rum, hvor jeg ikke har taget imod et barn. Selvom man har bestemt sig for, at man i hvert fald ikke skal føde i sofaen, ender man nogle gange i sofaen alligevel - i soveværelset eller sågar køkkenet, fortæller Birgit Thalwitzer Enghild, der er jordemoder og indehaver af Jordemoder.dk.

Smertelindring
Kvinden skal være forberedt på, at jordemoderen ved en hjemmefødsel ikke stiller de samme muligheder for smertelindring til rådighed. 

Jordemoderen tilbyder blandt andet akupunktur, varme omslag eller steriltvandspapler, der virker lindrende på stærke lændesmerter. Mange har selv indkøbt chiliplaster, som også kan være en god ikke-medicinsk smertelindring.

- Chiliplaster er det nyeste nye. Jeg sætter det gerne på lænden og over skambenet. Chiliplasteret virker bedøvende på nerverne i det område, hvor plasteret sidder, og det er fantastisk under en fødsel, forklarer Birgit Thalwitzer Enghild.

Du kan føde hjemme, hvis du:

  • Forventer en ukompliceret fødsel
  • Er sund og rask, har haft en normal graviditet og går i fødsel til terminen
  • Forventer at føde uden medicinsk smertelindring
  • Ikke tidligere har født ved kejsersnit
  • Er enig med din partner om, at en hjemmefødsel er det rigtige for jer, og I begge er trygge

Parret kan også selv sørge for hvedekerneposer, som kan varmes op, eller et badekar. Badekarret kan være nyttig til at lindre smerter, men kvinden kan også vælge at føde i vandet.

Når barnet er født, kan det ske, at kvinden skal syes. I så fald må jordemoderen bruge lokalbedøvelse. De fleste mindre bristninger kan jordemoderen sy i hjemmet, men ved meget store eller uoverskuelige bristninger kan det være nødvendigt at komme på sygehuset for at blive syet.

Overflytning til sygehuset
Selvom parret har forberedt sig på en hjemmefødsel, og jordemoderen er rykket ud, kan der opstå en situation under fødslen, hvor det er nødvendigt at tage ind på sygehuset.

Det kan være i situationer, hvor fødslen går i stå, og kvinden får brug for vestimulation. Det kan også være nødvendigt at ændre planer, hvis varmepuder, steriltvandspapler, akupunktur og chiliplaster ikke er nok til at lindre kvindens smerter.

Jordemoderen vælger også at overflytte kvinden til sygehuset, hvis fostervandet er grønt, hvis barnets hjertelyd er påvirket, eller fødslen ikke skrider frem, som den bør gøre. En sådan overflytning foregår med ambulance, som jordemoderen tilkalder.

Efter fødslen
Jordemoderen bliver i hjemmet tre-fire timer efter fødslen, hvor hun undersøger barnet, måler og vejer det og giver det en sprøjte K-vitamin.

Hun tjekker også kvindens blødning og sikrer, at livmoderen trækker sig sammen. Det er også i de første timer, at den første amning etableres.

Birgit Thalwitzer Enghild fortæller, at hun altid oplever timerne efter en hjemmefødsel som fredelige.

Hæl-blodprøve laves to til tre dage efter fødslen, hvor jordemoderen igen kommer ud i hjemmet. Hørescreening kan barnet få lavet senere, så der er god tid til, at familien kan finde sig til rette.

Mor og barn kan få styr på amningen, og ofte melder sulten sig også hos forældrene.

- Nogle par har forberedt lasagne, og andre kører på McDonalds efter mad. Engang var køleskabet fyldt med 30 kajkager, og så sad vi der og spiste kage, mens jeg skrev journal, fortæller Birgit Thalwitzer Enghild.