Sådan kan en bro mellem Als og Fyn komme til at se ud

Der er fortsat folkelig opbakning til tanken om at skabe en bro-forbindelse mellem Als og Fyn.

Opbakningen var tydelig, da 170 borgere mødte op på Faaborg Gymnasium til orienteringsmøde om Als-Fyn Broen.  Mere end 800 medlemmer og 70 virksomheder bakker op om foreningen bag forslaget om broen.

- Alle ser perspektiverne i, at der bliver bygget en udviklingsbro for både Fyn og Als/Sønderjylland. Vi får skabt et nyt Trekantsområde, hvor arbejdskraften kan bevæge sig. Als har industriarbejdspladserne. Fyn har ledige, der mangler arbejde indenfor industriområdet. Syddansk Universitet har adresser på begge sider. De har dynamiske innovationsmiljøer i Sønderborg. Adgang og formidling af viden bliver meget lettere. Det nye supersygehus skal dække begge sider af vandet. Vi gør det let at flytte sig for arbejde, viden og helbred. Samtidig kommer det største eksportmarked Tyskland helt tæt på Fyn, skriver foreningen Als-Fyn Broen i en pressemeddelelse.

Vi får skabt et nyt Trekantsområde

Foreningen Als-Fyn Broen venter nu på, at der bliver lavet nogle supplerende trafikanalyser, finansieret af Regions Syddanmark og Faaborg-Midtfyn samt Sønderborg kommuner. Analyserne ventes færdig til sommer.

Als-Fyn Broen kan komme til at se ud som broen, der er bygget i Busan-Geoje i Syd Korea med ingeniørbistand fra COWI. Den er bygget på baggrund af nogenlunde samme vanddybder og jordbundsforhold, som forventes mellem Bøjden og Fynshav.