Sådan kommer du godt i gang på jobbet efter ferien

For mange venter hverdagen og jobbet lige rundt om hjørnet. Og efter to-tre ugers ferie kan det være lidt hårdt, men her er syv tips til at komme i gang igen.

Mails, møder og nye opgaver står ofte i kø, når vi vender tilbage på jobbet efter flere ugers sommerferie. Det kan være overvældende og anstrengende at komme i gang igen, og det kan sagtens tage mange dage, inden vi er tilbage på vores sædvanlige effektivitetsniveau.

Videncenter for Arbejdsmiljø har sammen med forfatter og specialist i personlig effektivitet, Dorthe Rindbo, samlet syv tips til, hvordan det kan gøres lettere at starte op på arbejdet igen.

1. Start en onsdag

Hvis det er muligt at planlægge din ferie ”skævt”, så vent med at starte til midt på ugen. Det giver en blødere opstart og et velfortjent pusterum i weekenden.

2. Book din næste ferie med det samme

Det er vigtigt at have noget at se frem til – uanset om det er et weekend-kro-ophold eller en tre ugers ferie i Thailand. Book derfor din næste ferie med det samme.

3. Hold den første dag fri for møder 

Hvis du sidder på kontor: Prøv at holde den første dag fri for møder, så der er tid til at komme igennem mailbakken og lige lande igen.

4. Det er i orden at være bagud

Man er pr. definition bagud, når man kommer tilbage fra ferie. Slå derfor koldt vand i blodet og tænk på, at masser af ting sandsynligvis har løst sig af sig selv, mens du har været væk.

5. Hold igen på privatfronten

Hold den første uge fri for private aftaler – du har brug for at lade op derhjemme efter arbejde. Vent eventuelt også med at gå i fitnesscenteret, og hvad du ellers plejer at lave i din fritid.

6. Tag de nemme opgaver først

Lav en to-do-liste og gå i gang med de nemme opgaver først. Forskning viser, at lykkecentret i hjernen blusser op, hver gang man streger opgaver ud på en liste, så sørg for at skrive selv de mindste ting ned.

7. Hold dig fra overarbejde

Hvis du sidder på kontor: Lad være med at tage ekstremt lange dage den første uge, hvor du forsøger at indhente alt det forsømte – du risikerer bare at brænde ferie-effekten af lige med det samme. Gør det i stedet nemt for dig selv og acceptér, at det tager tid at komme op i omdrejninger igen.