Sådan kunne touren gå gennem Syd- og Sønderjylland

Tag med TV SYDs reporter på en snaptour fra Jelling til Sønderborg. Sådan kunne ruten være for Tour de France-ruten fra Vejle til Sønderborg. Fyldt med strabadser og fristelser.

Når Tour de Francerytterne 4. juli 2021 blæser ned gennem Syd- og Sønderjylland på deres ultralette carboncykler, kommer de til en egn med store udfordringer og fristelser. Hvem har ikke hørt om Kiddesvej i Vejle, der med sin stigning på 11,1 pct. over 450 meter er frygtet af enhver på to hjul i dette flade land? 

Og hvad tænker en seriøs tourrytter, når han med hovedet forrest ræser forbi Jelling-højene og den mand, der kristnede danernes land? Vi ved det ikke.
Og hvilken seriøs rytter frygter ikke Christiansfelds brosten på en våd dag? De har måske prøvet Paris-Roubaix, javel, men Christiansfelds våde brosten! Vi siger ikke mere.

De sønderjyske fristelser

Og lad os ikke her nævne de sønderjyske fristelser. Et kort hvil på færgen Bitten til Nordals, f.eks., eller den fredfyldte udsigt fra Dybbøl Banke ned mod Flensborg og Europa. Det tager fokus.

Tourrytterne kommer først i juli 2021, og ruten er ikke detaljeret fastlagt. Men på en fugtig dag i februar tog TV SYDs reporter en mulig vej fra Kiddesvej og sydover. Tag en snaptour med ham i klippet øverst i artiklen.

Den stejle Kiddesvej i Vejle er frygtet af enhver på to hjul.
Den stejle Kiddesvej i Vejle er frygtet af enhver på to hjul.
Foto: John Melin, TV SYD