TV der bevæger dig

Sådan taler du med dit barn om klimaet: - Skab håb og ikke frygt

10-årige Vigga Eskesen Mikkelsen finder blandt andet plastikbeholdere, glasskår og cigaretskodder på stranden ved Blåvand. Hun bruger sin ferie på at samle affald i naturen. Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Pas på med at opskræmme børn med dommedagsprofetier om jordens undergang som følge af klimaforandringer, råder ekspert.

Det er udmærket, at børn og unge følger med i klimadebatten.

Men voksne skal også huske at beskytte børnene i debatten, understreger Stefan Straten, der er projektleder i den grønne tænketank Concitos klimaambassade.

- Selvfølgelig er der grund til bekymring, men vi må ikke læsse anvaret over på de yngstes skuldre.

- Det er i orden at være bekymret og tale med sine børn om klimapåvirkninger, men man skal passe på ikke at skabe frygt for fremtiden hos børnene, siger Stefan Straten, der netop arbejder med at oplyse børn og unge om klimaudfordringen, så man undgår at skabe en "dommedagsstemning" og frygt for klodens undergang.

- Det er vigtigt at skabe håb

Stefan Straten synes, det fantastisk inspirerende, at 10-årige Vigga og hendes familie gør noget aktivt og samler affald ind på stranden i deres ferie. En historie, som TV SYD fortalte tirsdag.

- Det er vigtigt at skabe håb for fremtiden og også tale om de gode ting, der allerede er sat i gang for at løse klimaudfordringen, siger Stefan Straten.

Han mener, at det bedste du som forælder kan gøre er at være et godt forbillede og lære dine børn at rydde op efter sig selv i naturen, spise klimavenligt eller forbruge mere bæredygtigt.

- Det er fint at begynde med sin egen familie og være helt konkret ved eksempelvis at samle plastik og andet affald i naturen og på gaden, eller se på, om der er noget, man kan gøre derhjemme, så man sammen kan få skabt nogle gode vaner, der kan få CO2-udledningen ned, siger Stefan Straten.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App