Sælunger har ligget på stranden i to døgn: Men de har det fint

To sælunger har ligget på Bøgeskovstrand i Fredericia i to døgn nu. Men en ekspert fastlår, at de virker sunde og raske.

To sæler har tiltrukket en del opmærksomhed i Fredericia de sidste par dage.

De er nemlig skyllet i land på Bøgeskovstrand, hvor de har ligget og danderet den i to døgn.

quote

Det vigtigste lige nu, er at folk lader dem være i fred. Folk vil gerne hen at kigge, fordi de er så søde, men de ligger der for at slappe af, og det kan de ikke, hvis de er omringet af mennesker.

Claus Simonsen, naturvejleder og skovfoged, Naturstyrelsen

Bøgeskovstrand er et ret befærdet naturområde, hvilket har fået en del bekymrede forbipasserende til at slå alarm i frygt for, at de buttede havdyr med de store søde øjne har brug for hjælp. Men indtil videre er der altså ingen grund til bekymring, siger ekspert.

- Jeg har været ude at kigge til dem, og de viser ingen tegn på sygdom eller andre problemer. Lige de næste 14 dage er det faktisk meget normalt at se sælunger oppe på stranden. De venter på deres mødre, der er ude at fange fisk til dem, fortæller Claus Simonsen, naturvejleder og skovfoged, Naturstyrelsen, til TV SYD.

Og ifølge Claus Simonsen er det højst sandsynligt ikke kun en enkelt mor, de venter på.

- Det er uhyre sjældent, at en sæl får mere end én unge. Ungerne ved Bøgeskovstrand er derfor højst sandsynligt slet ikke fra den samme mor, siger Claus Simonsen.

Claus Simonsen ser ikke andet end to raske sæler ved Bøgeskovstrand, men understreger, at det bliver strandgæsternes ansvar at sørge for, at de bliver ved med at have det godt.

- Det vigtigste lige nu er, at folk lader dem være i fred. Folk vil gerne hen at kigge, fordi de er så søde, men de ligger der for at slappe af, og det kan de ikke, hvis de er omringet af mennesker, fortæller Claus Simonsen.

Sælernes tilstedeværelse i Danmark har været turbulent. Frem til 1927 blev de jagtet som skadedyr, fordi de spiste alle fiskene omkring kysterne. Derefter var der jagttid på sælerne frem til 1976, hvor sælbestanden var kommet ned på 2.000. Etableringen af reservater i 1970’erne hjalp med at øge antallet af sæler igen - lige indtil 1988, hvor en virus kaldet ”sælpesten” tog livet af 40 procent af alle landets sæler. Nu, næsten 30 år senere, anslås det, at der rundt regnet er 16.000 sæler i Danmark, der nu kan ligge og drive den af på stranden – uden frygt for jagt og pest.