Undgå direktørsnyd: Her er politiets gode råd

Med kun en uge til jul er juletravlheden til at tage at føle på. Og så ser kriminelle deres snit til at slå til.

Når virksomhederne har travlt, kan de kriminelle se deres chance for at komme i aktion.  Det kan blandt andet ske ved, at forbryderne hacker sig ind i et firmas mailsystem, hvorfra de kan sende mails i direktørens navn, der både ser troværdige ud i form og indhold.

På den måde kan folk med lumske gøremål bedrage virksomheder for store beløb, det kaldes også for ’direktørsnyd’.

- Nu da juleferien står for døren, er risikoen for direktørsnyd større. Så derfor er det vigtigt, at medarbejderne er klar over risikoen for CEO-fraud, at procedurerne for overførsler er opdateret i virksomheden – og ikke mindst, at de bliver fulgt til punkt og prikke, siger Christian Østergård, der er specialkonsulent i Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat, i en pressemeddelelse.

Svindlen sker blandt andet ved, at der bliver sendt falske fakturaer til den økonomiansvarlige eller bogholderiet. Det kan også være falske mails med besked om at overføre et større beløb til en konto.

Syd- og Sønderjyllands Politi har samlet en stribe gode råd til hvordan direktørsnyd kan forhindres, og hvad virksomheder og institutioner bør tjekke, inden de går på ferie. Se dem her.