Politiet: Sæt farten ned og hold afstand ved voldsomme regnskyl

Der har lørdag morgen og formiddag været flere voldsomme regnskyl, der har skabt ravage på motorvejene.

Motorvejstrafikken i Sydøstjylland har lørdag morgen og formiddag været præget af flere voldsomme regnskyl, der har tvunget hastigheden ned på under 50 kilometer i timen. Endnu er der dog ikke sket uheld, lyder det fra politiet.

- Sæt farten ned og hold god afstand, så vi undgår uheld i den tætte trafik her den sidste lørdag i skoleferien, hvor der er mange på vejene, lyder opfordringen fra vagtchef John Skjødt hos Sydøstjyllands Politi. 

Her ses et øjebliksbillede af nedbør og lyn klokken 09.30 fra DMIs nedbørsradar.
Her ses et øjebliksbillede af nedbør og lyn klokken 09.30 fra DMIs nedbørsradar.

I nattens løb er der lokalt faldet meget regn i bl.a. Fredericia og Ribe, ligesom der flere steder har været voldsomt tordenvejr.

- Vi har dog ingen meldinger om vandskader, siger vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.