TV der bevæger dig

Sætter Legoland på børsen i London

Kjeld Kirk Kristiansen beholder de fleste af sine Legoland-aktier - som strategisk investering. (Arkivfoto) Foto: TV SYD

Ejeren af Legoland-parkerne, Merlin Entertainments, går nu på børsen i London. Lego-familiens investeringsselskab Kirkbi vil blive som storaktionær efter børsnoteringen.

Lego-familien Kirk Kristiansen ejer i dag 32 procent af Merlin Entertainments. Familien agter at beholde sin aktiepost, mens de to andre ejere, kapitalfondene Blackstone og CVC, på sigt skal helt af med deres ejerandele, skriver Berlingske Business.

Børsnoteringen har været på tegnebrættet i flere år, men det er altså først nu, at ejerne har ment, at tidspunktet er det rigtige.

Strategisk investering

- Kirkbi vil også efter børsnoteringen være en betydelig strategisk minoritetsaktionær, udtaler Søren Thorup Sørensen, administrerende direktør for Kirkbi. For at sikre den nødvendige likviditet i aktien har vi dog aftalt, at vi sælger en lille del af vores aktiebeholdning i forbindelse med børsnoteringen. Fremadrettet betragter vi vores aktier i Merlin Entertainments Group, som en strategisk langsigtet investering.

I første omgang sælges i alt mindst 20 procent af aktierne i Merlin Entertainment. Det ventes at indbringe omkring 200 millioner pund, svarende til knap 1,8 milliard kroner ved den aktuelle valutakurs, noterer Berlingske Business.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden