Sag om flygtningefotograf på motorvej ender i landsretten

Landsretten skal afgøre sagen om en pressefotograf, der nægtede at forlade en motorvej under flygtninge kaos.

I september 2015 trodsede Politikens pressefotograf Martin Lehmann politiets påbud, da han blev på den sønderjyske motorvej for at filme den vandrende flygtningestrøm.

Lehmann blev anholdt og siden tiltalt for at forstyrre den offentlige orden. Nu skal landsretten tage stilling til, om den anklage holder stik. Det skriver Jyllands-Posten.

Martin Lehmann nægtede at forlade motorvejen, da han mente, at det var en begivenhed, som pressen havde pligt til at dække.

Modsat mente politiet, at fotografens tilstedeværelse forhindrede en opløsning af menneskemængden, der gik på motorvejen. 

Pressefotograf Martin Lehmann blev anholdt, fordi han ikke ville forlade motorvejen, hvor flygtninge vandrede.
Pressefotograf Martin Lehmann blev anholdt, fordi han ikke ville forlade motorvejen, hvor flygtninge vandrede.

Fotografen blev anholdt og fik en bøde på 1500 kroner. Den nægtede han at betale.

I Retten i Sønderborg fik han i januar byrettens ord for, at hans tilstedeværelse ikke kunne betragtes eller anses som "uberettiget". Derfor slap han for bøden. 

På samme tid medgav retten, at politiets påbud til pressen om at forlade motorvejen var "tilstrækkeligt begrundet".

Derfor forsøgte anklageren at få sagen appelleret til næste instans: Landsretten. Sagen er under bagatelgrænsen for en automatisk anke og skal derfor vurderes at have en principiel karakter.

Det vurderer Procesbevillingsnævnet ifølge Jyllands-Posten. Dermed skal sagen igen vurderes af en domstol.