Salget af øl, vin, kiks og kager eksploderer i sommerlandet

Mens landmænd, afgrøder, træer og græsplæner og mange af os stønner i varmen, så er der andre, der glæder sig.

Markbrande, dårlig høst og afsvedne og gule græsplæner.

Der er meget at ærgre sig over i den ekstreme varme, som lige nu skyller ind over Danmark. Men det er ikke kun skidt.

Med varmen stiger vores forbrug af visse varer, og det mærker blandt andet Hans Kristian Lyhne Pedersen, der er købmand i Vejers.

- Det lidt tomt på hylderne lige nu, fortæller Hans Kristian Lyhne Pedersen til TV SYD. 

Chips og rosévin går som varmt brød

Det gode vejr har i det hele taget sat godt gang i salget hos købmanden denne sommer.

- Øl og vand har vi altid nok af på lager, selvom vi i år sælger cirka det dobbelte, fordi det er så varmt, siger han.

Danskerne flår rosé ned af hylderne

Hos Coop, der driver SuperBrugsen, Kvickly og Fakta, er salget af rosévin steget med 230 procent i maj, juni og juli sammenlignet med sidste år.

- Det skal jo være køligt i sommervarmen, så lige nu langer vi også masser af hvidvin og rosévin over disken - og ikke sælig meget rødvin.

For Hans Kristian Lyhne Pedersen kan det knibe med at følge med efterspørgslen i det tæt befolkede sommerland ved Vejers.

- På sådanne dage som de her skal folk især have chips, sodavand, vand og øl med ned på stranden, og så kiks og kager. Og så går det nogle gange galt, så vi ikke har nok hjemme af det, siger han.

Det er noget, Linette Kirkeby kan genkende på dagens strandtur.

- Vi har lidt chips og nogle øl med samt lidt kiks og vand selvfølgelig. Sandwich gider vi ikke. De bliver hurtigt fedtet og klistret, og det er nemt at have nogle kiks med i sand og varme, siger hun.

Linette Kirkeby har taget kiks, vand, chips og lidt øl med på dagens strandtur - ingen sandwich, da den slags mad er alt for besværligt på stranden.
Linette Kirkeby har taget kiks, vand, chips og lidt øl med på dagens strandtur - ingen sandwich, da den slags mad er alt for besværligt på stranden.
Foto: Pia Thordsen

Øl- og sodavandssalget er steget i sommervarmen

TV SYD har spurgt de lokale bryghuse, om de oplever et øget salg i sommervarmen.

Hos Fuglsang Bryggeri i Haderslev er ølsalget steget med 10 procent i maj og juni, mens salget af mineralvand og sodavand er steget med 15 procent i samme periode.

Omsætningen hos Fanø Bryghus er steget med 20 procent i de samme måneder.