Samarbejde skal sikre kort ventetid

Nye tal fra Danske Regioner viser, at hver tredje dansker får kræft i løbet af livet. Nu skal et bedre samarbejde på tværs af regionerne sikre, at ventetiden for kræftpatienter bliver kortere.

Nu skal et nyt fælles overvågningssystem for de fem regioner sikre, at ingen kræftpatienter venter unødigt længe på behandling. Ledig kapacitet på tværs af regionerne skal udnyttes optimalt.

- Systemet vil give et bedre fælles overblik over det samlede kræftområde. Det betyder, at mange tusinder af patienter gerne skulle være helt sikre på at få tilbud om behandling inden for de tidsrammer, de har behov for, siger Bent Hansen(S), formand for Danske Regioner.

Ideen med systemet er at skabe et samlet overblik over både ledig kapacitet og ventetider, så man hurtigt kan flytte patienter, der oplever for lang ventetid, til regioner, hvor der er ledig kapacitet.

Ventetider ikke gode nok

Initiativet kommer efter flere ugers kritik af de ventetider, som patienter med kræft i bugspytkirtelen, spiserøret, æggestokkene og lungerne oplever.

Bent Hansen opfordrer de lokale ledelser på sygehusene til at sætte ekstra stort fokus på kræftventetider, så systemet udnyttes fuldt ud.

- Vi skal gøre, hvad vi kan for at helbrede folk med livstruende sygdomme. Vi har set, at vi inden for nogle få områder har nogle problemer, og dem skal vi se at få løst i en fart, siger Bent Hansen.

De seneste data fra regionerne viser, at udredningsperioden og tiden til operation i forhold til tider på pakkeforløb og maksimale ventetider overholdes, når det glæder spiserørskræft, kræft i æggestokkene samt lungekræft, dog med få dages overskridelser et enkelt sted.

Tallene bekræfter samtidig, at der er problemer på området for kræft i bugspytkirtelen i forhold til maksimale ventetider i Region Hovedstaden og Region Syddanmark.