Ni måneder efter sin død kan Kim Larsen stadig fylde salen

Kim Larsen kan stadig fylde sale store som små. Forfatteren Jens Andersen besøgte i dag Askov Højskole med sit sing-along foredrag.

Selvom han selv hadede udtrykket, så var Kim Larsen måske det nærmeste, vi kommer en national skjald her til lands.

Forfatteren Jens Andersen har skrevet en biografi om Kim Larsens unge år og drager nu land og rige rundt med et foredrag om lune Larsen med indlagte sange af samme.

- Kim døde, da vi skulle til at tage fat på anden omgang af samtaler om hans liv. Jeg havde sat året i år af til at snakke med Kim og skrive, men da han så døde, så kunne jeg ikke lægge ham fra mig. Derfor fandt jeg på at lave den her foredragsrække, fortæller Jens Andersen til TV SYD.

Jens Andersen har skrevet biografier om blandt andet Jens Otto Krag og Tom Kristensen, for unge læsere er det forfatteren, der er tale om, ikke racerkøreren.

Foredraget bliver bidt over af fællessang, ti af Kim Larsens evigt unge melodier. Han gik selv her på Askov i 1964 - 1965.

quote

Opholdet på Askov har betydet enormt meget for Kim Larsen.

Jens Andersen, foredragsholder og forfatter.

- Opholdet på Askov har betydet enormt meget for Kim Larsen. Både for hans interesse for samfundet, politik og kultur, og det har bestemt også udviklet ham som musiker, fortæller Jens Andersen.

Kim Larsen fik sin første guitar i julegave i 1959 og bankede den med rock og rull, men det var en hel anden slags musik, han mødte på Askov.

- Han fik en rigtigt god ven på Askov, Panik-Ole kaldte de ham. Kim var meget imponeret af, at han kunne spille fingerspil på en tolvstrengs guitar. Og så var Panik-Ole sindsygt god til at spille Frank Jæger-viser på sin guitar. Og det var ikke spildt på Kim, at der var sort af kvinder omkring Ole, når han spillede, fortæller Jens Andersen.

Og det er bare en af de overraskende ting, man kan høre om Kim Larsen til foredraget, nemlig det faktum, at Kim Larsen var enormt genert, da han var ung. Det kan jo være svært at forstå, men rigtigt ikke desto mindre.

Til næste år kommer der en ny udgave af Højskolesangbogen. I den nuværende er der tre sange af Kim Larsen, men hans biograf håber på flere.

- Jeg vil tro, at der kommer flere i den nye, der er nok at tage af, siger jens Andersen.