Sangfugl vækker opsigt på Mandø

Ornitologer fra hele landet har sat kurs mod Mandø for at se og fotografere en lille sangfugl, en Rødøjet Vireo.

De første 25 såkaldte twitchere kæmpede sig onsdag gennem tidevandet og flere af dem er kommet til torsdag. En del af fugleelskerne deltog i et fugletræf på Bornholm, men da de hørte om den sjældne fugl, kastede de sig ud i bilerne og kørte til Mandø i den modsatte ende af landet.

Henrik Brandt, Esbjerg, var den første, der fik billeder af sangfuglen, der aldrig tidligere er set i Danmark.

- Den er kommet fra USA. Under særlige vindforhold bliver den blæst til Europa. Tidligere er den observeret på de britiske øer og i Holland, fortæller Henrik Brandt.

Den lille fugl går en vanskelig tid i møde. Den vil formentlig søge sydpå til varmere himmelstrøg, men den har meget ringe chancer for at overleve på egen hånd.