SAS gør klar til ny rute fra Billund

I dag begynder billet-salget, og til august letter det første direkte fly til Stockholm.

Billund-Stockholm er ikke den eneste rute, der åbner i august. Der bliver også en ny forbindelse fra Aalborg til Stockholm.

- De tre byer vil også hver for sig trække turister. Billund har Legoland, Aalborg har smukke Nordjylland, og Stockholm er en af Nordens mest attraktive storbyer lige nu, siger Joakim Landholm, koncerndirektør SAS Commercial, i en pressemeddelelse.

To daglige fra Billund

Mellem Aalborg og Stockholm åbner SAS fire ugentlige eftermiddagsafgange, og mellem Billund og Stockholm bliver det til to daglige afgange hele ugen - undtagen lørdag.

SAS har en samarbejdsaftale med Braathens Regional, som på alle afgangen mellem Stockholm og Jylland vil anvende et fly af typen SAAB 2000 med 50 sæder.

Den 18. august er første afgang mellem Billund og Stockholm, mens Aalborg-Stockholm har premiere den 19. august.

De nye ruter giver ifølge SAS mere end 100 ugentlige afgange fra Jylland til Stockholm.