Scenen er skrå og støtten er geografisk skæv

Der er stor geografisk skævhed i statens støtte til scenekunst - også større end rimeligt, mener organisationen Danmark på Vippen, der har hjemsted ved Brædstrup.

En ny analyse udarbejdet af landsforeningen Danmark på Vippen viser, at 69 procent af alle statsstøttekroner til dansk scenekunst udbetales i Region Hovedstaden.

Det er endnu et eksempel i rækken af emner, hvor en uforholdsmæssig stor andel af statsskattepengene udbetales i hovedstadsområdet, siger foreningens formand Kim Ruberg.

Scenekunst i Region Midtjylland modtager 15 procent og i Region Syddanmark modtager 8 procent, mens regionerne Nordjylland og Sjælland modtager 6 og 2 procent til scenekunst. Det viser en analyse, som Danmark på Vippen udgiver i forbindelse med en konference om fremtidens scenekunst, som Kulturministeriet afholder mandag.

- Det er jo helt tydeligt, at der skal ske ændringer i støttestrukturen, hvis man fra politisk side vil holde fast i visionen om et Danmark i balance. Vi har brug for kultur i hele landet, og vi har alle krav på, at vores skattepenge fordeles efter en vis grad af rimelighed. Og hvis vi skal holde flere dele af landet attraktive, skal der altså også være lighed for, at teatre uden for storbyerne kan udvikle sig, siger Kim Ruberg, formand i Danmark på Vippen.

Derfor anbefaler Danmark på Vippen, at Kulturministeriet foretager en gennemgang af den geografiske fordeling af støtte til alle områder inden for scenekunst i Danmark, og at man lægger frem, hvad der lige nu gøres for at sikre, at uddelingen af støtte foregår på så geografisk objektivt et grundlag som muligt.